Informatikbog HHX

  • Gestaltlovene #

    Ordet gestalt kommer fra tysk, og betyder i almindelig tale noget i retning af ydre fremtoning, form, skikkelse eller udseende.

    Inden for gestaltpsykologien bruges ordet gestalt som et fagudtryk for mønstre i vores sanseindtryk, der opfattes som helheder.

    En gestalt er en helhed, som tillægges egenskaber ud over helhedens enkeltdele - et fænomen som i gestaltpsykologien kaldes prægnans.

    Ordet prægnans betyder ifølge ordbogen at have (betydnings-) indhold.

    Gestaltlovene (eller gestaltprincipperne) fra gestaltpsykologien er lovmæssigheder for dannelsen af gestalter i vores sind.

    En del af gestaltlovene beskriver hvordan, vi opfatter visuelle sanseindtryk. Vi kan bruge disse gestaltlove, når vi opbygger visuelle præsentationer enten i form af grafisk design eller brugergrænseflader.

    Gestaltlovene kan også anvendes, når man skriver afleveringsopgaver i gymnasiet.

    De 5 gestaltlove, som præsenteres i denne bog, er:

    • Loven om nærhed
    • Loven om lighed
    • Loven om lukning (eller lukkethed)
    • Loven om sammenhæng (eller forbundethed)
    • Loven om figur og baggrund

    Vi anvender gestaltlovene både når vi analyserer og vurderer visuelle præsentationer, men også når vi selv skaber et visuelt design, f.eks. en brugergrænseflade, en artikel eller en rapport.

    For grafiske brugergrænseflader handler godt design om at kommunikere funktionen af grænsefladekomponenterne til brugeren på en hensigtsmæssig måde.

    Eftersom gestaltlovene er baseret på videnskabelige undersøgelser af det menneskelige sind, kan vi være rimeligt sikre på at lovene gælder for de fleste af os. Gestaltlovene er derfor et godt udgangspunkt for de visuelle præsentationer, vi selv skaber.

    Visuelle udtryk er ofte komplekse og der kan være mere end en gestaltpsykologisk lovmæssighed i spil på en gang.

    Opgave: Søg på Google efter "Kanizsa triangle". Forklar med dine egne ord det gestaltpsykologiske begreb prægnans med udgangspunkt i Kanizsa-trekanten.

    Loven om lighed #

    To figurer som ligner hinanden vil blive opfattet som om, de hører sammen eller er del af en helhed.

    Omvendt vil to figurer som fremstår vidt forskellige blive opfattet som om, der er forskellige eller tilhører forskellige dele af præsentationen.

    Begge dele er loven om lighed.

    Loven om nærhed #

    To figurer som står i nærheden af hinanden vil blive opfattet som om, de hører sammen eller er del af en helhed.

    Omvendt vil to figurer som står på afstand af hinanden bliver opfattet som om, de er forskellige.

    Begge dele er loven om nærhed.

    Loven om forbundethed #

    To figurer som er forbundet vil blive opfattet som om, de hører sammen eller er del af en helhed.

    En forbindelse opstår, når man forbinder eller skaber en sammenhæng mellem figurer, f.eks. ved at trække en streg i mellem dem.

    Omvendt fremstår adskilte figurer som om, de er forskellige.

    Begge dele er loven om forbundethed.

    Loven om lukning #

    Figurer som befinder sig inde i en lukning vil blive opfattet som om, de hører sammen eller er del af en helhed.

    En lukning opstår, når man lukker figurer inde, f.eks. ved at trække en streg rundt om dem.

    Figurer som er lukket ude fra de andre fremstår som om, de er forskellige.

    Begge dele er loven om lukning.

    Loven om figur og baggrund #

    Menneskets hjerne udskiller automatisk figurer fra deres baggrund for at afgøre hvad, der er tættest på.

    Det som ikke er en del af baggrunden bliver opfatter som om, det er en figur eller er en del af en helhed.

    Informationssøgning #

    Du kan læse videre om gestaltprincipperne på interaction-design-org og også finde flere eksempler på gestaltlove.